🧞‍♀️ Vi fortsætter med de mærkværdige beretninger om ”indonesiske havfruer”, som vi…

🧞‍♀️ Vi fortsætter med de mærkværdige beretninger om ”indonesiske havfruer”, som vi tog hul på i går. Tidsmæssigt befinder vi os under Anden Verdenskrig.

Vi begynder i marts 1943, hvor menig Hiroshi Tanaka og hans gruppe var på harpunfiskeri i skumringen i Langgur-bugten på Kei Besar.
Her fik de øje på en omkring halvanden meter lang skikkelse med en bleg overkrop og en skælklædt hale. Væsnet dukkede op 20–30 meter fra dem, udsendte en fløjtende lyd og forsvandt derefter under vandet.

Soldaterne affyrede deres geværer, men ramte ikke. Hændelsen blev senere diskuteret som et muligt tegn på held og sat i forbindelse med legenderne om Ningyo, de mytiske menneske-fisk-væsner fra japansk folketro, som både kan varsle lykke og ulykke.

Allerede få måneder senere, i maj 1943, kom endnu en beretning. Det var sergent Kenji Yamamotos patrulje, der opholdt sig ved en lagune nær landsbyen Ohoi på Kei Kecil, da soldaterne fik øje på to sære skikkelser ude i vandet. De svømmede oprejst, havde langt hår og øjne, der lyste klart.
Den ene begyndte at nærme sig soldaterne. Da den var kommet ind på omkring ti meters afstand, udbrød der panik, og soldaterne åbnede ild.

Episoden blev officielt noteret som mulig fjendtlig aktivitet. Uofficielt gav den imidlertid næring til historierne om de mærkelige væsner, man tilsyneladende kunne risikere at møde i farvandene omkring øerne.

I juni og juli dukkede endnu flere rapporter op. Vidner fortalte om væsner, der lå på klipperne, tilsyneladende solede de sig, eller som drev fisk sammen i vandet. Beskrivelserne lignede hinanden: nøgne, menneskelignende skikkelser med fiskehaler.

Også de mærkelige lyde gik igen. Flere vidner nævnte de samme uhyggelige fløjt eller en form for ”sang”.

Mere om alt det i morgen.

Opslaget blev oprindeligt udgivet af De Mystiske Dyr på Facebook.

Se opslaget på Facebook