Mikala Rosenkilde Forfatter · Podcaster · Foredrag
Tilbage til artikler

🐵🌿👣 Kan eDNA mon blive værktøjet, der finder Bigfoot? I årtier har…

🐵🌿👣 Kan eDNA mon blive værktøjet, der finder Bigfoot? I årtier har jagten på Bigfoot været baseret på de samme typer spor. Man har fodaftryk, diverse øjenvidneberetninger, vi har lydoptagelser og lejlighedsvise uklare fotografier. - Men i dag findes der et nyt…

🐵🌿👣 Kan eDNA mon blive værktøjet, der finder Bigfoot?

I årtier har jagten på Bigfoot været baseret på de samme typer spor. Man har fodaftryk, diverse øjenvidneberetninger, vi har lydoptagelser og lejlighedsvise uklare fotografier. – Men i dag findes der et nyt og langt mere følsomt redskab, som videnskaben kan tage i brug – nemlig eDNA. Det betyder environmental DNA eller miljø-DNA.

Metoden gør det muligt at påvise dyr alene ud fra de mikroskopiske genetiske spor, de efterlader i omgivelserne. DNA fra hudceller, hår, spyt, afføring og andre biologiske rester kan let ende i jord og vand og afsløre, hvilke arter der har opholdt sig i et område. Teknikken bruges allerede til at finde meget sjældne dyr og arter, som mennesker næsten aldrig ser.

Og lige præcis derfor er eDNA interessant i forbindelse med Bigfoot. Ham kan vi jo heller ikke finde!
Hvis nu en ukendt, stor primat faktisk lever i nogle af verdens mest øde skovområder, så vil den uundgåeligt efterlade genetiske spor. Dem kan man så potentielt finde i vandløb, mudrede stier, sove- og fødepladser eller måske i forbindelse med fodaftryk. Et dyr kan undgå mennesker og kameraer, men det kan ikke undgå konstant at afgive biologisk materiale til sine omgivelser.

Flere Bigfoot-forskere har derfor allerede indsamlet eDNA-prøver i områder med mange observationer, og enkelte undersøgelser har givet genetisk materiale, som ikke umiddelbart har kunnet identificeres eller matches sikkert med de arter, man forventede at finde.

Det er dog ikke i sig selv bevis på en ukendt primat, for uidentificeret DNA kan have mange gode forklaringer, blandt andet utilstrækkelige prøver, forurening eller mangler i de genetiske referencedatabaser.

Men metoden åbner alligevel en interessant mulighed. For efterhånden som eDNA-teknologien og databaserne bliver bedre, så bliver det også lettere at opdage meget sjældne eller hidtil ukendte arter.

Så hvis Bigfoot virkelig findes derude, behøver det afgørende bevis måske ikke være et perfekt fotografi eller et dramatisk møde i skoven.
– Måske opdager vi ham gennem en flaske vand eller en håndfuld mudder?

Opslaget blev oprindeligt udgivet af De Mystiske Dyr på Facebook.

Se opslaget på Facebook